Svømmeklubben FREM

Se folder HER
Se hjemmeside HER

Svømmeklubben FREM og Sports Academy Denmark
Sports Academy Denmark har et tæt og unikt samarbejde med Svømmeklubben FREM. Vi kan derfor tilbyde dig at blive en del af et fantastisk træningsmiljø i FREM, mens du er elev på Sports Academy Denmark.

Som dedikeret til vandsport vil alt din træning foregå i FREM. Her vil du blive en del af en stor svømmeklub med mange facetter og discipliner med dygtige og engagerede trænere. Sammen med andre medlemmer kan du udvikle dig som svømmer, vandpolospiller, udspringer, livredder, osv. Du kan vælge at koncentrere dig om en af disciplinerne eller du kan sammenstykke din egen uge, så du både svømmer, træner vandpolo, får landtræning, springer og er ude på vandet med livredderne.  I løbet af året vil vi være i tæt samarbejde med FREM, så du som atlet oplever sammenhæng og koordinering i din hverdag.

Vi vil følge dig på nært hold i din klubtræning, stævner m.m. og glæde os til at lære dig at kende som atlet og ungt menneske.

Svømmeklubben FREM
FREM er en rummelig klub, hvor der er plads til forskellighed, og hvor der er plads til både elite og breddemotion. Vi tilstræber, at alle medlemmer føler sig som en del af klubben. FREM er også en gammel klub med klare værdier som ordentlighed, fællesskab og traditioner.

Et medlemskab i FREM betyder, at man indgår i et større fællesskab, hvor alle kan lære af hinanden. Vi har en stor bredde med mange discipliner, og vi har gode elite-afdelinger. Du vil kunne træne på nationalt og internationalt niveau i FREM, og du er også velkommen, hvis dit ønske er at dygtiggøre dig i flere discipliner eller bare afprøve nye og spændende discipliner. Du har mulighed for at træne med VM- og EM-deltagere, nordiske og danske mestre, og de vil gerne lære fra sig: Det er en rød tråd i klubben, at alle yder og løfter, og at de største eller bedste er forpligtet til at lære fra sig. Præcis som de selv lærte før de var de største og de bedste.

Samtidig bliver vi alle sammen lidt klogere på hinanden i et anerkendende og positivt socialt miljø, hvor vi hilser på hinanden og får venskaber på tværs af køn og alder. Klubben arbejder ud fra en organisk, helhedsorienteret strategi for det enkelte menneske: udvikling af færdigheder, kunnen og kompetencer i et miljø hvor udøvere har frirum til at teste deres ambitioner, lære at arbejde sammen, udvikle kreativitet og meget mere. Og det er uanset medlemmernes niveau eller ønske om fremtidigt niveau – der er plads til alle. Leg er et bærende element i megen træning, for det er gennem legen og oplevelser med egne sanser og i fællesskab med andre, at man tilegner sig viden, færdigheder og kompetencer. Herigennem skabes også sociale relationer, så der er noget socialt, når man kommer til træning: Man træner bedre og mere effektivt, når man er i trivsel.

Uanset om du har ambitioner om at stille op for klubben til stævner og mesterskaber eller om du bare vil prøve dig selv og nye discipliner af, så kan du forvente:

– Dygtige, kompetente og engagerede trænere

– Mental trivsel

– Sunde træningsmiljøer

– Sparring om din udvikling og dine ønsker til udvikling