Bokseklubben BK Ringen

Se folder HER
Se hjemmeside HER

BK Ringen og Sports Academy Denmark
Sports Academy Denmark har indgået et tæt og unikt samarbejde med BK Ringen.  Som atlet kan vi derfor tilbyde dig at blive en del af et træningsmiljø i BK Ringen, mens du samtidig er elev på Sports Academy Denmark.

BK Ringen
BK Ringen blev stiftet i 1964 og er en af Danmarks anerkendte og ældste bokseklubber. Vi er beliggende som nabo til din efterskole.

BK Ringen er medlem af Dansk Amatør Bokseunion og hovedformålet er at oplære unge i boksningens verden og at skabe mulighed for kammeratligt samvær med jævnaldrende i fritiden. BK Ringen rummer mere end boksning. Vi træner blandt andet selvkontrol, vi træner disciplin og selvtillid. Vi tror på at selvtilliden, som de unge  opnår i bokseringen, kan videreføres til skolen. ”Man kan, hvad man vil”.

Bokseklubben BR Ringen har i årenes løb fostret flere Fynske, Jyske og Danske mestre og klubben har i dag en bred vifte af boksere med stort potentiale. Bl.a. har BK Ringen skabt en af Danmarks bedste boksere, Enock Mwandila Poulsen, som i dag er professionel bokser og regerende juniorverdensmester hos det anerkendte bokseforbund IBF. Han anses af danske bokseeksperter for at være et af de største danske boksetalenter siden Mikkel Kessler.

Bestyrelsen ønsker og har som målsætning at være en god inspirator for de aktive boksere, og gøre en mærkbar, positiv forskel, både sportsligt og moralsk – og det vil komme dig som elev på Sports Academy Denmark til gode.

Bestyrelsen i BK Ringen har en vision om at være en af Danmarks bedste bokseklubber.

BK Ringens ledere er blevet hædret udefra, med anerkendelser fra bl.a. JABU, DABU og DIF samt flere anerkendelser til klubbens medlemmer.

BK Ringen har en fast dygtig og dedikeret trænerstab, som arbejder professionelt med vore unge mennesker. Trænerne vil kunne hjælpe dig med at udvikle din ambition inden for boksning. BK Ringen har et stærkt socialt fællesskab og sammenhold med faste klubaftener, traditionsrige sommerfester, årlig fælles cykeltur og andre sociale sammenkomster.

BK Ringen afholder årlige boksestævner og diplomstævner, som du også kan blive en del af.. Klubben har arrangeret flere danske mesterskaber med stor succes og ros fra Danmarks Bokse Union. BK Ringen har et godt samarbejde med alle Danske bokseklubber, som  udmønter sig i et solidt og fasttømret samarbejde om boksetræning på tværs af alle Fynske Bokseklubber med boksetræning på alle niveauer.

Bokseklubbens mere end 150 medlemmer og vores dygtige trænere står til din rådighed og der vil være mulighed for at træne næsten hver dag i ugens løb. Vi ser frem til at modtage dig i klubben og hjælpe dig med din udvikling som bokser. Vi vil følge dig på nært hold i din træning og ved stævner og vi glæder os til at lære dig at kende som bokser og ungt menneske, og vi vil gøre vores allerbedste for at du efter skoleåret kommer bedre og stærkere ud på den anden side, klar til at træne og udvikle dig endnu mere inden for din passion boksning.